Ingen ledighed

10. juli 2008

Arbejdsløsheden bliver ved med at falde. I maj måned nåede den en ny bundrekord med 47.500 ledige. Det skriver Danmarks Statistik. En ledighed på 47.500 svarer til 1,7 procent af arbejdsstyrken. Ledigheden er faldet uafbrudt siden december 2003, hvor 169.900 stod uden arbejde.

I april var der 49.700 ledige. Dermed er ledigheden på en måned faldet yderligere 2.200 fuldtidsledige. Siden februar er ledigheden faldet med 8.100 fuldtidsledige. Det svarer til 15 procent.

Danmark hårdt ramt af nedtur
Den danske økonomi er ellers hårdere ramt af nedturen i den globale økonomi end mange andre lande. Det vurderer cheføkonom Troels Søndergaard Nielsen fra HSH Nordbank. Han peger på, at huspriserne vil falde mere herhjemme end i udlandet, fordi de steg kraftigt i 2003/2004 i kølvandet på indførelsen af de afdragsfrie lån. – Der er ingen tvivl om, at vi er under en opbremsning, der gør at vi må spænde livremmen ind som danske forbrugere, siger Troels Søndergaard Nielsen. Han forudser at ledigheden vil stige fra de nuværende 1,7 pct. til omkring 2,0 pct. i slutningen af året og 2,7 pct. i løbet af næste år

Først byggebranchen
For første gang siden 2001 er der blevet færre virksomheder indenfor bygge- og anlægsbranchen. Alene i løbet af april og maj i år er der blevet cirka 2000 færre registrerede byggevirksomheder. – Det er på den ene side endnu et utvetydigt bevis for den igangværende konjunkturnedgang, men på den anden side er det næppe en katastrofe, at branchen nu får mulighed for at trække vejret, siger Bo Sandberg, økonom i Bygge-, Anlægs- og Trækartellet. Antallet af byggevirksomheder var 47.500 ved indgangen til 2008. Men nu er det tal faldet til 45.400.

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

*

Sider